Nyheder

4. October 2024

NY INVESTERING STYRKER PRODUKTION AF BÆREDYGTIGT INSEKTBASERET PROTEIN

IFU yder lånefinansiering på 2 mio. USD til ProNuvo i Costa Rica og styrker dermed bæredygtig produktion af insektbaseret protein. Investeringen har til formål at fremme den cirkulære økonomi og reducere CO2-udledning. Aftalen markerer samtidig lanceringen af IFU Impact Ventures.

ProNuvo har opbygget en bæredygtig insektproteinvirksomhed i Costa Rica. Her høster de soldaterfluelarver, en insektart hjemmehørende i mange tropiske lande. Larverne spiser organisk affaldsmateriale fra lokale frugtplantager, og de rester, de efterlader, omdannes til organisk gødning, som er rig på mikroorganismer. Når larverne vokser, tørres de og sælges som ingrediens til dyrefoder. Produktionen af insektprotein udleder mindre CO2, fordi den kræver en brøkdel af den jord og det vand, der er nødvendigt for at producere andre mere traditionelle proteinkilder – der i øvrigt også kan føre til skovrydning og overudnyttelse af naturressourcer.

“Hos ProNuvo omdanner vi affald til produkter af høj kvalitet og skaber dermed en positiv miljømæssig og social impact. Vi er stolte af at have samarbejdspartnere som IFU, der har den samme ambition som os, hvor vi skaber en mere bæredygtig fødevareværdikæde for fremtidige generationer.”

Miguel Carmona, medstifter og bestyrelsesformand i ProNuvo.

“Vi er meget glade for at bidrag til ProNuvos udvikling. Alternative måder at producere protein på, der er mere miljøvenlige og udleder mindre CO2, matcher vores ambition om at støtte den grønne omstilling i udviklingslandene.”

Jesper Kaspersen, Senior Investment Manager i IFU.

Lancering af IFU’s nye Impact Ventures-program
IFU’s lånefinansiering markerer samtidig lanceringen af IFU Impact Ventures, som blev oprettet for at bidrage til udvikling af opstartsvirksomheder, der har eller kan få stor impact ift. klima- og/eller inklusionsperspektiv på nye markeder. Lånet skal hjælpe ProNuvo med at opskalere produktionen i deres nyligt færdiggjorte insektfoderfabrik i Costa Rica.

“Insektbaseret protein er en spirende industri, der har brug for risikovillig kapital for at vokse. Med vores nye program, IFU Impact Ventures, er vi bedre i stand til at støtte opstartsvirksomheder, der har et stort impact-potentiale, men som har vanskeligt ved at tiltrække privat kapital,” siger Maria Paulina (Ina) Mogollon, Head of IFU Impact Ventures.