Nyheder

23. august 2024

IFU FÅR NY BESTYRELSE

Den nye bestyrelse på 10 medlemmer skal bidrage til at gennemføre regeringens reform af IFU, som giver IFU adgang til yderligere 20 milliarder kroner frem mod 2030.

Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen, har udpeget ny bestyrelse for IFU, som tiltræder 1. september 2024. Det sker, når den 3-årige periode for den nuværende bestyrelse udløber 31. august.

Administrerende direktør i Nykredit, Michael Rasmussen, fortsætter som bestyrelsesformand, og Anette Eberhard bliver på næstformandsposten. Der er udpeget i alt fire nye medlemmer til bestyrelsen, som udvider bestyrelsen fra otte til ti medlemmer.

Dan Jørgensen udtaler:

”Jeg er utrolig tilfreds med de resultater, den afgående bestyrelse har opnået. Jeg vil især gerne kvittere for arbejdet med reform af IFU. Den resulterede i, at regeringen sidste år vedtog en ambitiøs finansieringsplan, hvor IFU frem mod 2030 får adgang til 20 milliarder kroner, som blandt andet skal gå til investeringer i klima og Afrika. Det skal den nye bestyrelse nu være med til at sætte kursen for”

Michael Rasmussen udtaler:

”Jeg ser frem til samarbejdet med den nye bestyrelse, IFU’s ledelse og Udenrigsministeriet. Vi har en super ambitiøs dagsorden, som vi skal levere på. Blandt andet er det vores målsætning at øge IFU’s bidrag til mobilisering af klimafinansiering fra 2 milliarder kroner om året til 6 milliarder kroner om året frem mod 2030. Vi håber også at komme til at spille en central rolle i at levere på den kommende Afrikastrategi. Vi forventer blandt andet frem mod 2030 at investere over 8 milliarder kroner i Afrika.”

De fire nye medlemmer er Jakob Ellemann-Jensen, forhenværende formand for Venstre, Tommy Ahlers, bestyrelsesformand i Concito og iværksætter, Birgitte Qvist-Sørensen og Flemming Voetman.

Den nye bestyrelse kommer til at bestå af følgende medlemmer:

  • Formand: Michael Rasmussen, adm. direktør, Nykredit
  • Næstformand: Anette Eberhard, forhv. managing partner i Institutional Investment Partners og adm. direktør i EKF
  • Birgitte Qvist-Sørensen, forhv. generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp
  • Emilie Damm Klarskov, analysechef, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
  • Flemming Voetmann, VP for external relations and sustainability, Velux
  • Hanna Line Jakobsen, Associate Director, Novo Nordisk
  • Jakob Ellemann-Jensen, fhv. formand for Venstre og fhv. vicestatsminister og økonomiminister
  • Jarl Krausing, international chef, Concito
  • Thomas Bustrup, international direktør i DI
  • Tommy Ahlers, bestyrelsesformand i Concito, iværksætter og forhenværende uddannelses- og forskningsminister

Baggrund

IFU er Danmarks udviklingsfinansieringsinstitution. IFU tilbyder forskellige former for risikokapital og lån, der skal fremme en bæredygtig privat sektor i udviklingslande. IFU er med over 50 års erfaring den mest erfarne danske investorer i udviklingslande. IFU har siden 1967 foretaget mere end 1.300 investeringer i mere end 100 udviklingslande og har i dag en aktiv portefølje på 166 projekter i Afrika, Asien, Latinamerika og Europa.

Regeringen besluttede i 2023 at reformere IFU. Reformen vil øge IFU’s forvaltede kapital fra nuværende 15,5 mia. kr. til 36,2 mia. kr. i 2030. Reformen skal bl.a. give IFU mulighed for at investere i langt flere udviklingsprojekter, og målsætningen er en markant forøgelse af klimainvesteringer og investeringer i Afrika og i fattige og skrøbelige stater inklusive Ukraine.

På billedet fra venstre: Næstformand Anette Eberhard, IFU’s CEO Lars Bo Bertram og formand Michael Rasmussen