Nyheder

9. december 2024

IFU DEVELOPMENT GUARANTEE FACILITY UDSTEDER SIN FØRSTE GARANTI I AFRIKA

IFU's garantifacilitet har udstedt sin første garanti i Afrika til BPR Bank Rwanda. Garantien på USD 5,6 mio. er rettet mod lånefinansiering til små og mellemstore virksomheder i Rwanda med henblik på, at de kan udvide deres forretninger, skabe arbejdspladser og foretage grønne investeringer.

Små og mellemstore virksomheder (SMV) er afgørende for vækst, beskæftigelse og økonomisk udvikling i Rwanda. Men landets SMV’er lider under et betydeligt finansieringsgab på mere end USD 1 mia. Høje krav til sikkerhedsstillelse på op til 120 % er en væsentlig barriere for, at SMV’er kan optage banklån, selv om bankerne i Rwanda er meget likvide og tilstrækkeligt kapitaliserede.

For at mindske finansieringsgabet har IFU udstedt en garanti til BPR Bank Rwanda, der reducere den sikkerhed, som banken kræver. Det gør det muligt for BPR Bank Rwanda at øge deres udlån til SMV’er som følge af en lavere porteføljerisiko.

“I mange afrikanske lande er SMV’er rygraden i økonomien og de vigtigste jobskabere. Men ofte har virksomhederne ikke adgang til lånefinansiering, selv om der er kapital til rådighed. Med denne garanti frigør vi mere risikovillig kapital til mindre virksomheder og forbedrer dermed deres muligheder for at skabe fremgang,” siger Magnus Cedergren, Head of IFU Development Guarantee Facility.

BPR Bank Rwanda er den næststørste bank i Rwanda og har stærkt fokus på SMV-udlån med et netværk af næsten 40.000 indskydende SMV-kunder. Men færre end 10 % af disse SMV’er er også låntagere, hvilket indikerer et stort potentiale for at udstede lån, som dækkes af en garanti.

Frigør USD 8 mio. i yderligere kapital
Den samlede garanti er på USD 5,6 mio. og dækker 70 % af bankens risiko i forbindelse med udlån til SMV’er. Det forventes, at garantien vil frigøre USD 8 mio. i yderligere kapital til SMV-sektoren i Rwanda. Garantien dækker udlån til en bred vifte af sektorer med fokus på grønne investeringer og vedvarende energi samt virksomheder, der ledes af kvinder og unge.

Den officielle lancering blev afholdt i BPR Banks hovedkvarter med flere fremtrædende deltagere, herunder BPR Banks administrerende direktør Patience Mutesi, Jean Bosco Iyacu, administrerende direktør for AFR, Ole Thonke, vicedirektør i Udenrigsministeriet, og Signe Winding Albjerg, Danmarks ambassadør i Uganda

“Med en garantidækning på op til 70 % gør vi det lettere for lokale virksomheder at få adgang til finansiering, fremme vækst og skabe arbejdspladser og bidrager dermed til en bæredygtig økonomisk udvikling i hele Rwanda,” siger Patience Mutesi.

“Dette samarbejde viser styrken i partnerskaber i den private sektor, som kan fremme Rwandas udviklingsmål. Ved at støtte mikrovirksomheder og SMV’er investerer vi i landets fremtid og skaber muligheder for lokalsamfundene,” siger Ole Thonke.

Aftalen omfatter også teknisk bistand finansieret af Udenrigsministeriet. Den vil blive ydet af Access to Finance Rwanda og støtte SMV’er i at udvikle forretningsplaner og bistå banken med at udvikle nye finansielle produkter, som kan opfylde SMV’ernes behov i Rwanda.